Lyde og klange taler direkte til os og bevæger og berører os uden om sproget, igennem følelser og krop.
Vores nervesystem påvirkes af lyd, klange og vibrationer, hvilket vi alle bevidst eller ikke-bevidst har erfaret.

Du er velkommen til at opleve, hvordan lyde og klange kan virke afbalancerende og dermed stressreducerende gennem et såkaldt klangbad, hvor jeg primært bruger syngeskåle, men også anden lyd.
Muskulære spændinger kan også mødes mere direkte med syngeskålenes vibrationer i en klangmassage, hvor skålene også placeres på kroppen.

Du kan modtage klangbad og -massage liggende (påklædt) på briks eller måtte på gulvet eller siddende.

Både klangbad og klangmassage kan stå alene som mere “rene” kropsoplevelser eller kombineres med samtale ind i et samtaleforløb.

Sessioner med lyd og klang finder sted i Holme ved Ebeltoft.

Hvis I er en gruppe, der ønsker et klangbad som en fælles oplevelse, er dette også muligt (i Holme ved Ebeltoft eller hos jer afhængig af gruppens størrelse).


Hvordan opleves det?

Mange oplever, at lyd og klang gør det muligt at “få hul igennem” til kroppen og få kontakt med kropsfornemmelser/sansninger/følelser/tanker i et sammenhængende hele.

Dette kan understøtte dig i at begynde at blive bevidst om de automatikker, overbevisninger og implicitte sandheder, du har draget som ubevidste konklusioner ud fra dine erfaringer gennem livet - som har haft til hensigt at hjælpe dig, men som nu måske begrænser dig i at leve et rigt, meningsfuldt liv.

Når du bliver bevidst om dine mønstre, kan du måske også komme til at forstå dem. Og kan du forstå dem, kan du måske også møde dem og dig selv med venlighed og medfølelse. Og så er forandringen i gang.


Hvordan virker det?

Inspirationen til at koble lyd og klang med min psykologfaglighed finder jeg blandt andet i Compassion Focused Therapy (CFT) og polyvagal teori, samt i den nyeste (hjerne)forskning som hele tiden gør os klogere på, hvad der faktisk sker i os mennesker, når vi påvirkes af musik, lyd og vibrationer, hvilket jo er og har været en essentiel del af alle kulturer til alle tider.

Compassion Focused Therapy (CFT) beskriver, hvordan menneskehjernen kan inddeles i tre følelsesregulerende systemer: Trusselssystemet (det røde), Drivesystemet (det blå) og Det beroligende system (det grønne).
For at trives er det nødvendigt at have en balance mellem henholdsvis de aktiverende og det afspændende følelsesregulerende system.
Mange mennesker oplever en ubalance og føler sig stressbelastede.

Lyd og klang kan skabe rum for en genopladende pause og aktivere Det beroligende system og derigennem hjælpe til at genskabe balancen og øge trivsel.

Polyvagal teori afdækker den nyeste forståelse af, hvordan vores nervesystem reagerer på og regulerer stress og (mis)trivsel.
Den beskriver, at krop og sanser er den mest direkte vej til at kommunikere med det autonome nervesystem.
Det er derfor hjælpsomt at gå kroppens og sansernes vej for at begynde at nedregulere stress og muliggøre trivsel og social interaktion.

Lyd, klang og vibration kan medvirke til at tone vagusnerven og dermed understøtte, at du lettere kan skifte fra en tilstand af frygt og stress til tryghed og ro.

Se en kort video om polyvagal teori Trauma and the nervous system: a polyvagal perspective

LIDT MERE OM CFT OG POLYVAGAL TEORI

Compassion Focused Therapy (CFT)


tre systemer

Trusselssystemet og Drivesystemet er begge opregulerende/aktiverende, mens Det beroligende system er nedregulerende/afspændende. Trivsel forudsætter balance mellem disse systemer.

Polyvagal teori

Vagusnerven er den 10. kranienerve, som spiller en vigtig rolle i at regulere det autonome nervesystem. Den består af tre dele (heraf betegnelsen polyvagal: poly = mange + vagal = vagusnerve), som virker gennem henholdsvis en frys-reaktion, en kamp/flugt-reaktion og et socialt engagement (som gør det muligt for dig at skabe relationer til andre mennesker og tage vare på dig selv og andre).

Det sociale engangement (som er den evolutionært nyeste del af vagusnerven) har til opgave at stabilisere nervesystemet ved at virke som en bremse for de to gamle reaktioner.

Når du oplever stress og mistrivsel, vil denne bremse være for svag, og det bliver nødvendigt at øge tonus i din vagusnerve for at få ro på nervesystemet.
Altså skal den stimuleres, så den igen kan bremse henholdsvis den gamle frys-reaktion og den nyere kamp-flugt-reaktion.

Det har vist sig, at lyde, klange og vibrationer netop kan virke afspændende og afbalancerende på nervesystemet gennem at påvirke og tone vagusnerven.